Nogle gange kan det være svært at acceptere, at der er ting vi ikke har kontrol over.
At der er noget, vi ikke kan leve med.
Vi vil ofte prøve at fikse det eller få det til at gå væk. Ofte ved at forsøge at gøre noget.
Hvad som helst!
Og det er jo en sund refleks.
Men hvad med de uløselige situationer?
Nogle gange kan den eneste mulige handling være IKKE at gøre noget.
“At gøre noget” kan have den samme effekt som at forsøge at gøre vandoverfladen rolig med sine hænder.
Kan du forestille dig det? Jo mere du forsøger at gøre overfladen rolig, jo mere urolig bliver den.
Sådan er det også med vores sind.
Når vi forsøger at fjerne de tanker og følelser eller de livsomstændigheder, vi ikke bryder os om, så kan vi i stedet komme til at forstærke dem ved at overfokusere på dem.
Ofte kan løsningen på uløselige udfordringer være at løfte hænderne fra vandoverfladen og lade den være.
Når vi undlader at røre vandoverfladen med vores hænder, falder vandet til ro stille og roligt af sig selv.
Misforstå nu ikke. Selvfølgelig vil der altid være udfordringer og problemer, som vi kan løse og handle på nu, og det skal vi selvfølgelig blive ved med at gøre.
Men hvad med de problemer, der ikke lader sig løse med handling? Det er dem jeg taler om her.
For eksempel langsomt at miste sit syn, som er min store livsudfordring. Eller den livsudfordring du lige nu prøver at fikse, men som ikke sådan lige lader sig fikse.
Jeg har opdaget, at modstand og kamp mod det, der nu engang er, ikke er en særlig god strategi.
At tillade tingene at være som de er, det er nøglen til håndtering af det uløselige.
Det er jo som det er, og jo mindre vi forsøger at bekæmpe det, som er, jo nemmere bliver det at leve sammen med det.
Så når mine klienter kommer for at få hjælp til at håndtere indre uro, er strategien ikke at finde indre ro, men at lære at tillade uroen at være der.
Under tilladelsen af uroen findes roen.
Når vi ikke forsøger at gøre vandoverfladen rolig med vores hænder.