”man-kan-da-ikke-sidde-og-glo-på-blade-og-lave-ingenting-LIVET”

Efter jeg har været nødt til at stoppe med at køre bil, har jeg opdaget, at der findes et nyt liv uden for ”jeg-kan-køre-præcis-hen-hvor-jeg-gerne-vil-når-jeg-vil-i-rasende-fart-uden-at-spilde-tid-LIVET”. Eller man kan kalde det ”man-kan-da-ikke-sidde-og-glo-på-blade-og-lave-ingenting-LIVET”.

I starten var det nye liv et møg-liv! Alt gik for langsomt og min krop var slet ikke parat til al den tid der fulgte med ”man-kan-da-ikke-sidde-og-glo-på-blade-og-lave-ingenting-livet”. Dette skyldtes nok ikke kun, at jeg ikke længere kunne køre bil, men at miste evnen til forsvarligt at kunne køre bil, var ligesom blevet symbolet på, hvor jeg nu var i livet.

Jeg var nu for alvor havnet i ”handicap-LIVET”, og Jeg var ikke længere fri og uafhængig. Jeg var ikke længere ”mig-selv”. Jeg var ét skridt nærmere den fremtid, jeg havde forsøgt at undvige i så mange år. En fremtid med et syn der langsomt forsvinder.

Dette er et eksempel på, hvordan vores indre tilstand påvirker vores ydre tilstand. Dette nye liv, der før var et møg-liv, er nu et skønt liv, og jeg ser det nu endnu klarere, end jeg nogensinde før har set det. Altså livet.

Lige for lidt siden på vores terrasse, dannede den iskolde forårsluft små turbulenser i luften, der på magisk vis sendte de henfaldende bøgeblade op i legende, dansende spiraler. Det var fantastisk at sidde og se på, og pludselig gik det op for mig, at jeg havde siddet og ladet mig underholde af denne: ”naturens ballet” i tre kvarter uden at tænke over tiden. Hvad skete der med tiden?

Tiden fik i en stund lov til at være tid, og jeg fik lov at være mig – UDEN tid. I tre kvarter var jeg tilstede, og selvom Mette nok vil synes, at jeg kunne have brugt denne tid på at tømme skuret eller støvsuge (det er gas Mette J), så kan jeg kun anbefale alle, at sidde og glo på blade der danser på terrassen.

Denne oplevelse minder mig om en ting, som jeg er kommet til at forstå nu. Vi glemmer ofte at stoppe op og kigge på ingenting, tænke ingenting og gøre ingenting. Altid er der noget der skal gøres.

Jeg har måske nok mistet en frihed, jeg før tog for givet, men jeg har fået noget i bytte, som jeg ikke vidste jeg manglede. Nemlig evnen til at være stille og se livet – lige nu, i stedet for altid at ræse forbi det. Det er en gave, og den gave gør mig i stand til at føle mig taknemmelig. Taknemmelig for stadig at kunne se forårsballetten på terrassen. Taknemmelig for det skønne liv jeg har og de skønne mennesker i det.

 

Du er en vinder!

Lad os lige få noget helt på det rene. Du er en vinder. Du har allerede vundet det vildeste kapløb, som du overhovedet kan fatte, og du gjorde det helt uden at tænke over det. Helt uden sommerfugle i maven eller bekymringer før løbet… Du blev skudt ud af starthullet som en anden kanonkonge på et sindsygt marathonløb, hvor kun én ud af 300 millioner ville nå målstregen, og du vandt sku, for du sidder jo og læser dette oplæg lige nu! Du vandt et kapløb mod 300 millioner hårdt pumpede modstandere, der alle var klar til deres livs løb. Du var den sejeste bette sædcelle 🙂
Tænk lige over det en gang. Lad os prøve at sætte den historie i perspektiv med noget håndgribeligt.

Du står ved startområdet til Berlin Marathon med 300 millioner andre løbere… Løbet bliver skudt i gang, og du løber som en gal og endelig efter en heftig løbetur, spotter du målet i det fjerne. Du sætter spurten ind, og du springer de sidste meter gennem luften, mens du råber, “jeg koommer”, (ligesom stemmen der oprindeligt skød dig afsted)…. og du vinder sku!!! Du vinder over 300 millioner andre marathonløbere 💪Hvor tit har du klappet dig selv på skulderen over den bedrift? 🏆

Den indre kritiker

I mit foredrag og bog DØMT BLIND – HVA SÅ, taler og skriver jeg om vores indre kritiker. Den indre stemme, som tit og ofte synes at sætte en stopper for de ambitioner og ønsker, vi har for os selv og vores liv. Vi får en dag en tanke: “Jeg vil være foredragsholder ved siden af mit LEGO job, og inspirere mennesker til at se deres potentiale og værd”. Det er en vision, og den kan mærkes helt ind i hjertet, og vi bliver opløftet af tanken, men da dette er noget vi aldrig har prøvet før, aner vi ikke hvordan vi skal føre denne tanke ud i livet. Gøre det virkeligt..
Og så kommer den indre kritiker på banen. Stemmen repræsenterer det menneske vi er blevet gennem mange års øvelse og repetition, og den kan ikke forholde sig til sådan en luftig tanke. Den vil have en plan. Den vil kunne se hele processen foran sig, så den kan være sikker på, at vi ikke fejler eller gør noget dumt.

 

Tanken siger først: “Lad os blive foredragsholder – lad os springe ud i det og inspirere mennesker”. Det er en følelse og vi har den 24 timer i døgnet. Følelsen er et glimt ind i fremtiden. Tænk hvis vi faktisk lyttede til den, og udlevede den vision der viser sig for vores indre blik.

 

Men den indre kritiker er bekymret, og den finder på alle mulige latterlige grunde til, hvorfor vi IKKE skulle blive foredragsholdere i fritiden. “Ja ja det er en god ide, men det er megasvært, og du bliver bare til grin. Ingen vil lytte på dit latterlige synshalløjs-tuderi, og det ender bare galt – tro mig”. “Du skal være komiker eller karismatisk for at kunne gøre det, og du er ingen af delene”. BUM – skak mat!

 

I tirsdags havde jeg fornøjelsen af at holde mit foredrag “DØMT BLIND – OG HVA SÅ” første gang for et offentligt publikum, og selvom det gik rigtigt fint og folk virkede oprigtigt inspirerede, sad jeg alligevel på bagsædet på vej hjem fra Odense, og lyttede til den indre kritiker. “Hmmm det kunne du godt have gjort bedre!”. “Du talte for langsomt”. “Du er nødt til at skrive det hele om, for folk kedede sig “. Jo længere tid jeg lod stemmen tale, jo mere begyndte jeg at tro på den, så hele onsdag og torsdag gik jeg og surmulede over min “fiasko”. Jeg tænkte over hvordan jeg kunne lave det hele om, og om jeg skulle fortælle flere jokes, og jeg tænkte også på, om jeg bare skulle droppe det hele. “Det er latterligt det her. Du bliver aldrig en god foredragsholder – DROP DET”.

 
HELDIGVIS skete der det, som der ofte sker, når man tør stole på, at der nogle gange foregår mere mellem himmel og jord, end man lige kan se. Universets energi? Skæbnen? En person kontaktede mig, og ville drøfte en ide om, hvordan vi kunne arbejde videre sammen på mit budskab – et budskab som jeg åbenbart deler med personen. Efter en time i telefonen, havde jeg vendt hele situationen på hovedet – i mit hoved.

 

Tirsdagen var mit første offentlige foredrag, og jeg havde gjort dét, som jeg satte mig for at gøre for cirka et halvt år siden: At tale offentligt om min synsudfordring, og om hvordan vi alle kan leve de liv vi ønsker at leve, hvis vi vælger at se de muligheder der byder sig frem for de begrænsninger vi møder. DET ER DA MEGA SEJT MORTEN!! Det glemte jeg at sige til mig selv lige efter debuten.

 

Autopiloten sejrede igen igen. Endnu en gang lod jeg den indre kritiker tage kontrollen, men jeg fik igen overtaget.
Vi er alle enestående skabninger, der alle kan udrette fantastiske ting, hvis vi tør lytte til den indre stemme, der første gang hvisker din nye vision eller ambition i dit indre øre. Hvis vi tør lytte til den første gang, og formår at berolige den indre kritiker, der hele tiden forsøger at holde dig væk fra farer og det ukendte – ja – så er der i virkeligheden ingen grænser for, hvad vi kan udrette.

 

Jeg er i hvert fald tilbage på sporet igen efter nogle tænksomme dage, og jeg glæder mig over, at jeg endnu engang lader lyset vinde over mørket. Jeg har lært en masse af min første offentlige optræden, og det vil jeg bruge til at gøre mit foredrag skarpere og mere relevant – på den måde JEG synes det skal være skarpere og relevant.

 

Til dig som bad mig ringe forleden – tak for at løfte mig ud af mørket og tilbage ind i solstrålen

Det er ikke mit syn…

Vesterhavet

Sidder i disse dage alene i sommerhuset i Fjand, og skriver og nyder stilheden. Så her kommer endnu en lille tankerække fra mit foredrag “Dømt blind – hva’ så”.

“Det er ikke mit syn der afgør, om jeg kan få et godt liv. Det er ikke mit syn der afgør, om jeg har fortjent Mette’s kærlighed eller mine drenges respekt. Det er ikke mit syn der bestemmer, om jeg fremover kan gøre mig relevant her i verden. Nej – det er mit syn på det hele, der afgør det!

Den måde jeg beslutter mig for at tackle min situation på. Den måde jeg beslutter mig for at tage ansvar for mit eget liv på, og den måde jeg beslutter mig for at være relevant her i det fantastiske liv, som jeg har fået.

Det er min egen opgave at tage ansvar for mit liv, og det er mig selv, der bestemmer over hvad jeg tænker om det og om mig selv. Jeg skal stoppe med at tænke, at jeg er begrænset. Jeg er kun så begrænset, som jeg tænker jeg er”.

Uddrag fra mit foredrag: Dømt blind – hva’ så

“Det er ikke mit handicap eller synstab der begrænser mig, det er FRYGT. Ikke sådan frygt for ting og mennesker, men frygt for at fejle, frygt for at blive afsløret som begrænset, frygt for ikke at være god nok, frygt for at miste min identitet, frygt for at miste dem jeg elsker. Og en stærk tro på, at min fremtid vil blive mørk og dyster.

Frygten for den imaginære frygt, som oftest kun eksisterer oppe i hovedet, bremser mig hver gang jeg forsøger at gøre noget ved den. Og det er hele tiden en frygt, som jeg selv skaber. I virkeligheden er det ret tåbeligt. Vi får en tanke, og så bliver vi bekymrede over tanken. Vi bliver ligefrem bange for den, og så virker det som om vi glemmer, at det er os selv, der lige har skabt frygten i vores hoved, og vi bliver pisse bange… Det er skørt 🙂. Lad os lige grine af det et øjeblik. Det svarer til, at vi maler et skrækindjagende maleri og hænger det op på væggen, og når vi så lidt efter kigger på det, er vi ved at dø af skræk over synet af det. Det er faktisk lidt komisk! Det er hvad mange mennesker gør hver dag – især mig. Vi skaber tanker der skræmmer os, og så glemmer vi, at det er os selv, der har skabt dem.

STOP TÆNKERIET, BEGYND AT GØR!
Det er på tide at udfordre frygten og angsten. Det er på tide at stoppe med at tænke, og starte med at gøre! Hvis jeg vil lære mig selv at tænke anderledes, må jeg skabe oplevelser, der giver mig mulighed for at FØLE mig anderledes. Jeg er nødt til at vise mig selv, at jeg kan skabe mit liv, og at jeg har evnen til at sætte retningen for det. Med mit fokus og min intention. Jeg gør det nu. Lige nu”.

(Uddrag fra mit foredrag: Dømt blind – hva’ så)

Jeg bestemmer mit liv

Jeg bestemmer selv, hvordan jeg vil opfatte min egen verden.

Intet udefra bestemmer dette! Vi kan blive skubbet af livet og møde hårde udfordringer, men det er vores evne som menneske, at vælge hvordan vi vil se og opfatte disse udfordringer. Vi har selv ansvaret for, at vi bruger vores bevidsthed optimalt, og at vi træffer de rigtige valg for os selv.

Vi kan ikke altid ændre eller kontrollere vores omverden, men vi kan bestemme hvordan vi vil opfatte den. Vi kan vælge at stoppe kampen mod alt det der rammer os og starte med at acceptere, at det rammer os. Det er ofte når vi gør ting til problemer, at der opstår problemer.

Måske hvis vi bare lader ting være som de er, og beslutter os for hvordan vi kommer godt videre, så er der mindre kamp og frustration. Jeg tænker, at kampen og frustrationen først opstår, når vi vælger at kæmpe mod tilværelsen.

For mig skete der store ting, da jeg stoppede med at være besat af at vurdere og dømme ting. Da jeg stoppede med at dømme ting gode eller dårlige. Da jeg blev god til bare at acceptere ting som de er, stoppede den indre uro og kampen mod ting, som jeg alligevel ikke kan ændre.

Ofte bliver vi først bevidste om dette, når vi står for enden af blindgyden – tilsyneladende uden et valg. Men hvorfor vente til vi når en blindgyde? Hvorfor vente til vi får en diagnose? Hvorfor vente til vi mister mennesker vi elsker? Eller hvorfor vente til livskrisen opstår? Hvorfor vente til det kritiske punkt, før vi begynder se anderledes på vores liv? Hvorfor vente med at finde ud af, hvad vi virkelig kan udrette?

Jeg siger: Gør det NU. Gør det fredag den 26 januar, 2018. Der findes kun NU. Du kan ikke ændre dig i fremtiden eller i fortiden. Du kan kun gøre det, når det er NU. Fremtiden er altid noget, der kan rykkes og skubbes ved, og pludselig er der gået et liv, og tiden har stjålet den mulighed, du havde for at leve det fuldt ud. Rigtig god fredag 😘