Oplevelser og indtryk rammer os konstant, og mange af dem på tidspunkter, hvor vi ikke er klar over deres vigtighed. Da jeg for første gang blev introduceret til mindfulness, som et led i en proces for bedre at håndtere stress, anede jeg ikke hvor betydningsfuldt, det senere ville blive for mit liv. Jeg syntes først, at det var dumt og tidsspild. Nu er det en livsstil.
Vi bliver hver dag bombarderet med viden og muligheder, der for alvor kunne ændre vores liv i positiv retning, men vi er ikke altid klar til at modtage disse nye indtryk. Jeg er nu bevidst om mange begreber, mekanismer og værktøjer, som jeg godt kan huske jeg er blevet introduceret til tidligere, men som jeg bare ikke var klar til at modtage både i bevidsthed og underbevidsthed.
Hvor mange gange om dagen bliver vi præsenteret for muligheder, der ville kunne ændre vores liv til det bedre? Hvor vi simpelthen ikke ser disse muligheder, fordi de ikke accepteres i vores underbevidsthed! At sige JA til disse fremmede og uoverskuelige muligheder, “føles” forkert. Hvor tit har jeg ikke hørt mig selv og andre bruge den formulering, “det føltes forkert, så derfor sagde jeg NEJ”. Jeg har opdaget, at alt føles forkert, når det er ukendt og nyt, og det er ofte dén grund, der får os til at sige NEJ til nye muligheder.
Lad mig sige det helt tydeligt; sålænge du lader den følelse bestemme, kommer der aldrig til at ske forandringer i dit liv. Du vil sidde og sige, “hvorfor sker der aldrig noget godt nyt for mig? Hvorfor oplever andre, at deres liv er spændende og fyldt med muligheder der byder sig?”. Hemmeligheden er, at nye muligheder byder sig, når du åbner øjnene og ser dem, og tør at udforske dem. Da vil du opleve, at muligheder kommer dumpende for fødderne af dig – konstant.
Jeg kommer til at tænke på Jim Carrey’s film ”YES MAN”, som handler om en mand – Carl Allen – der altid føler sig forbigået og aldrig føler, at gode ting sker for ham. Han siger NEJ til alle muligheder, der byder sig lige for hans næse, og selvom hans bedste venner ihærdigt prøver at få ham til at indse, at grunden til, at intet godt sker for ham er, at han ikke lader det ske, synker den information bare ikke ind i hans sind.
En dag inviteres Carl tilfældigt med til en event med en spirituel guru, hvis filosofi er at omfavne alle muligheder og helt bogstaveligt sige JA til alt. Og så sker der noget i Carls’ liv. Efter at have været i kløerne på den karismatiske guru, forlader Carl eventen med den overbevisning, at hvis han siger NEJ til muligheder igen, vil der ske frygtelige ting. Således inspireret af angsten for disse frygtelige ting, siger Carl nu JA til alle muligheder, der byder sig. Det kommer der en masse bøvl ud af for ham, men langsomt i alle udfordringerne, begynder han at indse, at livet tilsmiler ham, fordi han tilsmiler det.
At lytte til sine følelser, er altid en god ide, men vi behøver ikke altid at agere ud fra dem. Næste gang du står over for en mulighed, som på samme tid føles spændende, men også ”føles forkert”, prøv at beslut dig for at udforske muligheden. Før du prøver at vænne dig til følelsen, ”at være i det ukendte og ubehagelige”, kommer der aldrig nye muligheder ind i dit liv. Hver gang vi siger NEJ til muligheder der byder sig, kan det i virkeligheden være et NEJ til noget fantastisk, og noget der kan ende med at være det bedste vi har oplevet. Sådanne oplevelser har jeg haft mange af det sidste år. Hvis du virkelig tænker over det, kan det være, at du har oplevet det samme. Men sagde du JA eller NEJ til mulighederne?