Coronavirus – hvorfor vi bør håndtere frygten!

15. marts 2020

I disse dage er det svært ikke at sidde foran TV skærmen og følge de seneste nyheder i udviklingen af den verdensomspændende pandemi, som nu er en del af alles liv. Trangen til at holde sig opdateret er enorm, da den bedste måde at overleve en overhængende fare på er ved konstant at holde et skarpt blik på den. Ikke sandt?

Jeg er ikke læge, psykolog eller på anden måde formelt lært i de discipliner, jeg nu vil beskrive nedenfor, men jeg har brugt de sidste tre år på at gøre mig klog på, hvorfor mennesker reagerer som de gør.

Denne interesse kom, da jeg blev nødt til at finde en vej ud af det selvskabte mørke, jeg befandt mig i, da min øjensygdom, som langsomt gør mig blind, havde overtaget mit liv totalt. Jeg befandt mig i en tilstand af konstant tankemylder på, at jeg en dag skal blive blind, og hvert sekund af min dag blev brugt på, at tænke på, hvordan jeg dog skulle klare denne fremtid.

Se det jeg opdagede – gennem intens research var det – at ting i vores liv, som vi giver fuldkommen fokus, bliver til vores oplevede virkelighed. Altså, det vi tænker og fokuserer på, bliver vores virkelighed. Eller endnu mere simpelt: Vi bliver hvad vi tænker!

I disse dage bliver vi konstant mindet om, via 24 timers døgnopdateringer, at verden er i overhængende fare på grund af Coronavirus. Og dette er en reel trussel, men jeg vil gerne komme med et forslag.

Vær meget opmærksom på, hvor meget af denne nyhedsstrøm du beslutter at absorbere. At fodre dit sind med konstant FRYGT, er ikke en god ide.

Det er selvfølgelig en god ide at være opdateret på, hvordan vi skal håndtere den situation vi befinder os i, men ikke hele tiden.

Hvad gør FRYGT ved vores organisme?

Når frygt er tilstede i vores hverdag, sender hjernen stresshormoner ud i blodet. De får fx blodkarrene i tarmen til at trække sig sammen, fordi vi ikke behøver at bruge energi til at vedligeholde kroppen, når kroppen er i fare. Når blodkarrene i tarmen trækker sig sammen, tvinges blodet ud til arme og ben, hvilket er nødvendigt for at bekæmpe den fare vi står overfor. Når vi lever i frygt, lukkes der for vedligeholdelses-systemerne i kroppen, mens vi forbereder os til kamp-eller-flugt.

Dette er jo meget godt, for vi bliver i stand til at overvinde den akutte fare, som vi står over for. Vi har kræfterne til at løbe væk fra den tiger, der jagter os men 10 minutter senere, hvor vi forhåbentligt er undsluppet tigeren, kan systemet vende tilbage til normal drift.

Men hvad sker der hvis frygten ikke forsvinder? Hvis vi konstant bombarderer bevidstheden med frygtscenarier? I det tilfælde langtidslukker vi vedligeholdelsen af kroppen, men også prioriteringen af livsvigtige systemer som vores immunforsvar. I akutte faresituationer,

prioriterer kroppen ikke systemer i kroppen, som har med langtidsdriften at gøre, men prioriterer kun nu-og-her overlevelse. Så er vi pludselig sårbare overfor infektioner og betændelser og alle mulige andre problemer. Det er jo ikke ligefrem hvad vi har brug for i en tid, hvor mennesker inficeres med et virus, som er total fremmed for immunforsvaret.

Så tilbage til Coronavirus-truslen!

Vi er nødt til at lære at give slip på frygt. Selvom den situation vi nu befinder os i er alvorlig, er det enormt vigtigt, at vi kan løsrive os fra den. Med dette mener jeg, at du skal blive bevidst om, hvor meget tid du tillader frygt at være tilstede i dig.

I denne tid gør jeg dette:

To gange om dagen tænder jeg for TV2 NEWS og bruger cirka 10 minutter på at danne mig et overblik over, hvad der er sket siden min sidste opdatering. Det kan lade sig gøre, fordi TV2 NEWS sender deres nyheder igen og igen og igen i en konstant cyklus.

Når jeg er blevet opdateret, slukker jeg for fjernsynet, og beskæftiger mig med noget andet. Jeg vender mit fokus mod arbejde, snak med familien, går en tur, læser/lytter bøger. Helt bevidst tager jeg mit fokus væk fra verdensproblemerne for en stund.

Lige nu læser jeg Alan Watts fantastiske bog “The Meaning of Happiness: The quest for freedom of the spirit in modern psychology and the wisdom of the east”. En bog jeg varmt kan anbefale.

Konklusionen på dette indlæg er:

Lad være med at lade dig opsluge af verdensproblemerne. De er der, men der er mere end dem i dit liv. Der er erkendelsen af, at livet er fyldt med udfordringer, men vi bliver nødt til periodisk at adskille os fra alle disse udfordringer, hvis vi vil finde balance.

Vi er nødt til at lære at kontrollere den mængde af FRYGT, vi tillader at få adgang til vores indre system. Vores trivsel og sundhed afhænger af vores dygtighed i at kunne justere for denne konstante strøm.

Jeg bruger værktøjer som meditation og mindfulness. Hvad gør du?

Scroll to Top

Få besked når der er nyt

Oplys dit navn og email og hold dig opdateret når der sker nyt på bloggen

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.