Da den ”blinde” talte for de ”døve”

24. februar 2019

I mit foredrag og bog Dømt blind – Hva’ så? taler og skriver jeg om vores indre kritiker. Den indre stemme, som tit og ofte synes at sætte en stopper for de ambitioner og ønsker, vi har for os selv og vores liv. Vi får en dag en tanke: “Jeg vil være foredragsholder og inspirere mennesker til at se deres potentiale og værd”. Det er en vision, og den kan mærkes helt ind i hjertet, og vi bliver opløftet af tanken, men da dette er noget vi aldrig har prøvet før, aner vi ikke hvordan vi skal føre denne tanke ud i livet. Gøre det virkeligt…

Og så kommer den indre kritiker på banen. Stemmen repræsenterer det menneske vi er blevet gennem mange års øvelse og repetition, og den kan ikke forholde sig til sådan en luftig tanke. Den vil have en plan. Den vil kunne se hele processen foran sig, så den kan være sikker på, at vi ikke fejler eller gør noget dumt.

Tanken siger først: “Lad os blive foredragsholder – lad os springe ud i det og inspirere mennesker”. Det er en følelse og vi har den 24 timer i døgnet. Følelsen er et glimt ind i fremtiden. Tænk hvis vi faktisk lyttede til den, og udlevede den vision der viser sig for vores indre blik.

Men den indre kritiker er bekymret, og den finder på alle mulige latterlige grunde til, hvorfor vi IKKE skulle blive foredragsholdere i fritiden. “Ja ja det er en god ide, men det er svært, og du bliver bare til grin. Ingen vil lytte på dit latterlige synshalløjs-tuderi, og det ender bare galt – tro mig”. “Du skal være komiker eller karismatisk for at kunne gøre det, og du er ingen af delene”. BUM – skakmat!

I går havde Mette og jeg fornøjelsen af at holde foredrag for en hel forsamling af døve unge mennesker, og det var en helt ny og unik oplevelse. Jeg fik en demonstration på, hvordan vi som mennesker vænner os til konformiteten. At skulle holde foredrag for mennesker, der oplevede min stemme gennem en tolks armbevægelser, var en hel ny oplevelse. Jeg skulle pludselig vænne mig til, at publikums fokus var rette mod en anden end mig, og at jeg ikke fik den sædvanlige feedback undervejs, som jeg havde vænnet mig til fra mine tidligere foredrag, og der gik noget tid, før jeg fandt en rytme. Men efter foredraget, fik jeg flere spørgsmål, end jeg nogen sinde før har fået.

At få oplevelser som disse, er en gave, for det lærer mig at se andre veje, andre muligheder og lære nye ting. En gave!

Og når jeg siger, at Mette og jeg holdt foredrag, var det fordi, at hun pludselig fik spørgsmål af forsamlingen, om hvordan det er at være pårørende, og hendes svar rørte mig dybt, for hun har taget hele denne omvæltning som læring. Stærkt gået og jeg er taknemlig for hende i mit liv.

Vi er alle enestående skabninger, der alle kan udrette fantastiske ting, hvis vi tør lytte til den indre stemme, der første gang hvisker din nye vision eller ambition i dit indre øre. Hvis vi tør lytte til den første gang, og formår at berolige den indre kritiker, der hele tiden forsøger at holde dig væk fra farer og det ukendte – ja – så er der i virkeligheden ingen grænser for, hvad vi kan udrette.

Scroll til toppen

Få besked når der er nyt

Oplys dit navn og email og hold dig opdateret når der sker nyt på bloggen

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.