Er du lige vendt retur fra din ferie, og indbakken og alle møderne står i kø?
Måske du skulle starte efteråret med en ny strategi mod travlhed og stress?
De sidste syv år har jeg studeret forskellige former for meditationsteknikker.
Hvorfor og hvad har det med dig at gøre?
Jeg fandt ud af, at meditation kunne skabe lange perioder med indre ro, selvom der var tankemylder, ydre stress og stormvejr i mit travle liv som næsten blind senior art director i LEGO Agency.
Jeg kunne skabe perioder med
Indre RO i Ydre Kaos!
På min rejse fra Håbløshedsgade til Mulighedsvej har jeg ladet mig inspirere af mange ældgamle teknikker, som i tusinder af år har været praktiseret i Østen.
Lad mig derfor præsentere dig for min seneste guidede meditation:
Hong Sau teknikken.
“Hong-Sau” blev præsenteret for Vesten i 1946 af den berømte indiske yogi Paramahansa Yogananda i sin meget berømte bog “Autobiography of a Yogi”.
(Autobiography of a Yogi var den eneste bog Steve Jobs havde lagret på sin personlige iPhone, og som han forærede et fysisk eksemplar af til alle gæster ved sin begravelse).
Hong-Sau-meditationen er en relativt simpel, men dybt effektiv praksis, der hjælper med at berolige sindet og fokusere opmærksomheden.
Så selv hvis du aldrig før har mediteret, kan du være med her. Også hvis du har mediteret i mange år, er denne teknik givende.
Hvis du er nysgerrig på at opleve en af teknikkerne, som har hjulpet mig til at finde Indre RO i Ydre Kaos til trods for, at jeg langsomt bliver blind…
….så find dig et roligt sted,
sæt dig godt til rette på en stol,
og lyt til min stemme.