Fra frit fald til optur

1. september 2017

Jeg har aldrig brudt mig særligt meget om højder, jeg har ikke siddet i en tivoliforlystelse siden jeg var dreng, og jeg bryder mig ikke om at kaste mig ud i farlige eventyr. Men i august måned sprang jeg ud fra en flyvemaskine fra fire kilometers højde, og hvis du tænker, at det ikke giver mening, så skal jeg fortælle dig hvorfor det faktisk giver fuldstændig mening.

Klik på billedet og se videoen.

Det sidste år har været noget af en rutchebanetur. Fra at være fuldtids senior art director på LEGO til at være depressiv, stressramt, sygemeldt og klar til en tilværelse som flexjobber, har jeg vendt skuden og fundet indre ressourcer, jeg ikke anede jeg havde. For et år siden da jeg sad på kommunekontoret med min kone Mette, blindekonsulenten, socialrådgiveren og fastholdelseskonsulenten, fik jeg et klarsyn. Dér midt i snakken om paragraffer, jobprøvningsforløb og kommunal jargon, fik jeg et glimt af en anden fremtid, end den jeg var ved at skabe for mig selv, og jeg udbrød spontant, ”Jeg skal ikke have et flexjob, så vi kan lige så godt stoppe dette møde”.

Jeg så pludselig klart for mig, at jeg kan alt det jeg sætter mig for, hvis jeg bare tør springe ud i det og tro på det, så de følgende dage, formulerede jeg et mål for min fremtid.

“På trods af RP vil jeg med livsglæde gå min fremtid i møde og altid se muligheder frem for begrænsninger.”

Dette mål satte mig i stand til at se mig selv ude fra, og jeg indså, at hvis jeg skulle videre fra min fastlåste tilstand, så måtte jeg sige farvel til mit gamle jeg og goddag til en ny version af mig. Det er som sagt et år siden, og at beskrive den udvikling og forvandling her, er alt for omfattende, men når jeg bliver færdig med min bog ”Dømt blind – og hva’ så”, kan du læse hele historien.

Efter hændelsen på kommunekontoret kiggede jeg nu tilbage på min adfærd gennem mit liv, og den havde været præget af en besættelse af selvkontrol og altid at satse på det sikre. Sjældent havde jeg gjort noget, der var virkelig grænseoverskridende. Jeg kunne nu se, at denne adfærd havde lullet mig ned i den mentale tilstand jeg var havnet i, hvor jeg følte mig som offer og begrænset af RP. Jeg var havnet i en tro på, at jeg bare skulle acceptere, at jeg nu var synshæmmet, og at der dermed var en forudbestemt sti, jeg skulle følge. En sti som jeg nu kunne se var helt forkert. En sti der førte mig i retning af at langsomt skulle trappe ned og forberede mig på pensionslivet, selvom jeg samtidig stadig følte, at jeg havde så meget mere at byde på som senior art director på LEGO og i livet generelt. Det gik op for mig, at jeg var nødt til at træde helt ud af mig selv, og ændre på den måde jeg tænkte på. Jeg havde ikke lyst til at lade mig pensionere eller modtage et flexjob, men jeg havde overbevist mig selv om, og troede på, at jeg ikke havde mere at byde på i mit professionelle liv – ja og for den sags skyld også det personlige. Hvor er det trist tænker du måske? Gu var det ej trist, for det var præcis den tilstand jeg skulle opleve, for at kunne rejse mig fra asken.

Jeg måtte blive en person, der kunne se muligheder, hvor jeg før kun så begrænsninger. Jeg var nødt til at gøre nye ting. Jeg var nødt til at gøre det muligt for mig, at se på mig selv med nye øjne. Jeg var nødt til at sprænge mine egne rammer for, hvad jeg troede jeg kunne opnå, hvis jeg bare fast besluttede mig for det. Det gik op for mig, at ved at opleve de samme ting hver eneste dag, stå ud af sengen på den samme måde, børste tænder med den samme hånd, sidde på den samme stol ved morgenmaden, sidde på den samme plads i bussen, møde de samme mennesker på arbejdet, sidde på den samme plads på vej hjem i bussen, skynde mig med at blive færdig med aftensmaden, putte drenge på den samme måde, se vores yndlingsprogram i TV’et, gå i seng på samme tidspunkt – og gentage det hele dagen efter igen, oplevede jeg aldrig noget nyt. Min måde at leve på gav mig de samme tanker hver dag, de samme følelser hver dag, og jeg levede mit liv på autopilot. På den måde levede jeg også mit liv i en fastgroet opfattelse af, at jeg var synshandicappet og havde det SÅ svært. Jeg var nødt til at begynde at skabe nye oplevelser, bryde mine vaner og dermed skabe basis for et fornyet MIG.

Når man tillader sig at få nye oplevelser, får man pludselig adgang til nye følelser, der igen kan inspirere os til at se os selv på helt nye måder. Med nye oplevelser skaber vi nye forbindelser i hjernen, og dermed mulighed for at skabe varige forandringer i vores liv.

Så pludselig slog det mig. Jeg skulle springe i faldskærm! BUM! Jeg vidste, at hvis jeg kunne få mig selv op i fire kilometers højde, og springe ud fra en flyvemaskine, så måtte det efterlade en følelse af sejr og styrke. Sådan skulle det være! Jeg besluttede, at ideen skulle føres ud i livet inden 14 dage. Det skulle ikke bare blive til en fiks ide, der bare forblev en fiks ide. Der skulle ikke være noget ”Det gør jeg til foråret”, eller ”det må jeg også få kigget nærmere på, men lige nu er der så meget andet”. Jeg lod mig begejstre af udsigterne til, hvad springet kunne gøre for mig. For det første skulle det være en slags genfødsel af mit nye jeg. For det andet ville jeg hermed få mulighed for at afprøve de meditationsteknikker, jeg havde lært mig selv i løbet af det foregående år. Teknikker der hjælper mig med at holde mit fokus og nærvær i nuet, noget der er meget vigtigt at kunne, når man gerne vil slippe af med stress og depression. Nu skulle øvelserne prøves af i virkeligheden, og jeg skulle prøve at holde mit fokus i nuet så meget som over hovedet muligt, selvom det kunne være fristende at gruble om fremtiden. Det fremtidige spring. Jeg ville kun fokusere på tanker om, hvor fedt det ville være at lande på marken med hele min familie omkring mig. Jeg ville holde mit fokus på alle de positive aspekter af forventningerne til springet, og se hvordan tiden frem til oplevelsen så ville være. Det var et eksperiment! Et eksperiment med mig som forsøgskanin, og hvis det hele gik som jeg havde planlagt, ville dette blive en vigtig lære for mig – om mig. Jeg følte mig glad og forventningsfuld over mit initiativ. Jeg følte mig vækket.

Jeg vidste fra tidligere i mit liv, at frygt kunne komme til at spille en stor rolle frem til springet, og jeg skulle nu prøve, om jeg kunne styre frygten og lade den få så lidt tag i mig som muligt.

FRYGT… Det var gået op for mig, hvor meget FRYGT styrer næsten alle menneskers liv. Ikke sådan fysisk frygt for ting, men en frygt der på mange måder styrer vores måde at tænke på. Frygt for at begå fejl, frygt for ikke at leve op til forventninger, frygt for at miste synet helt, frygt for frygten selv. Jeg fandt ud af, at hvis jeg ville frygten til livs, måtte jeg udfordre den. Ikke nødvendigvis bekæmpe den, for når man bekæmper noget, giver man det endnu mere energi via sit fokus. Men ved at acceptere at frygten er der, og gøre den til noget man kan betragte, noget man kan holde væk fra kroppen og kigge på fra afstand, for så kan man kontrollere den. At gøre sig i stand til at observere sig selv, sine tanker og følelser er vejen til frihed og indre fred.

Når jeg først havde prøvet at springe ud fra en flyvemaskine fra fire km højde, kunne andre småproblemer kun virke ubetydelige. Jeg ville bruge min oplevelse som modgift til trivielle dagligdagsproblemer, der så ofte havde fyldt alt for meget. Jo mere jeg tænkte på denne oplevelse, jo mere virkelig blev den for mig. Jeg ville gennemføre ideen, og så ville jeg lægge grundigt mærke til hvad der skete i min krop, mens jeg udførte den. Det var en skør, fantastisk og grænseoverskridende ide.

Da jeg fortalte min far om ideen, udbryd han,  ”jeg vil med!”. Og sådan gik det.

Nu da jeg havde åbnet en dør i sindet til nye oplevelser, kom der hele tiden nye ideer dumpende. Kunne jeg bruge dette spring til noget, som andre mennesker også kunne få gavn af? Hvad hvis jeg kunne bruge springet til at samle penge ind til et godt formål? Jeg tænkte lidt over det og så slog det mig, hvis jeg nu kunne vise andre mennesker med handicaps og begrænsninger, at vi kan gøre alt det vi sætter os for, så længe vi tror på os selv, og tror på det vi sætter os for, så ville springet ikke kun give mening for mig, men også inspirere andre mennesker. Jeg kontaktede Dansk Blindesamfund, og de havde i forvejen et system til at modtage donationer, så jeg aftalte med dem, at jeg ville opfordre folk til at donere til forskning i øjensygdomme, mod at jeg tog springet. Jeg fandt på denne overskrift til mit projekt.

”VI SPRINGER FOR DET GODE SYN”.

I ugerne frem til springet, forestillede jeg mig, hvordan det ville være at springe, men i stedet for at forestille mig, at det ville være farligt og grænseoverskridende, forestillede jeg mig, at det ville blive den fedeste oplevelse nogensinde. Jeg forestillede mig hele processen fra at ankomme til lufthavnen, hilse på instruktøren, hilse på min fremmødte familie, tage af sted i flyveren, stige langsomt til vejrs og endelig at tage springet. Og under hele tankeprocessen sørgede jeg for kun at lade positive og glade tanker associere sig til springet. Jeg skabte hele oplevelsen i min bevidsthed, og skabte dermed min virkelighed. Jeg besluttede mig for, at dette var en af de bedste oplevelser i mit liv, og jeg forestillede mig levende, at hændelsen allerede var sket, og jeg prøvede at forestille mig de positive følelser, der ville komme, når jeg landede sikkert på jorden. Se dette var en hel ny måde for mig at opleve min virkelighed på. I modsætning til altid at have ladet livet ske tilfældigt for mig, og dermed ladet mine negative, frygtsomme eller fordomsfulde filtre bestemme min virkelighed, skabte jeg nu min egen virkelighed.

Jeg fik arrangeret en indsamling med Dansk Blindesamfund, og jeg lavede en kampagne på Facebook, hvor jeg hver dag talte ned til dagen, hvor jeg skulle springe, og samtidig opfordrede alle til at støtte og donere penge til forskning i øjensygdomme. Jeg blev kontaktet af JydskeVestkysten, der gerne ville skrive en historie om mit projekt, og det blev til to artikler om vores spring, og overskriften var ”Næsten blind mand springer for velgørenhed”.

Dagen kom, hvor vi skulle springe, og nerverne var begyndt at melde sig, men jeg skruede op for bevidstheden, og registrerede alle tanker og følelser uden at forsøgte at dømme eller vurdere dem, og så lod jeg dem stille passere videre ud af mit sind, som skyer der stille svæver forbi. Det var fedt at opleve, at jeg havde kontrol over mine følelser, at jeg kunne bestemme over mine tanker og blot lade dem være det de var: TANKER. Frygten fik aldrig lov at sætte sig fast, og det var op til mig at vælge, om jeg ville opleve dette spring, som noget jeg skulle være bange for, eller som noget jeg skulle være fascineret over og glæde mig til. Jeg valgte selvfølgelig det sidste.

Så her var vi nu, ved Vamdrup lufthavn, hvor det meste af min familie var dukket op for at se os springe. Hele dagen havde store sorte skyer domineret himlen, og der havde været adskillige byer, men jeg havde forestillet mig, at jeg skulle springe og falde ned mellem hvide pufskyer på en klar blå himmel, og det var præcis sådan vejret blev.

Da vi nåede de fire km højde, kunne vi se Rømø til højre og Als til venstre. Instruktøren gjorde tegn til, at vi nu skulle gøre os klar til at springe. Min fars instruktør advarede os om, at nu åbnede han døren, og der trængte en øresønderrivende larm og iskold luft ind i kabinen. Det var min far der først skulle springe, og en-to-tre så var han væk. Nu begyndte sommerfuglene at baske i maven, men jeg registrerede det med det samme, og smilte blot til det. Jeg tænkte, at nu skulle jeg opleve noget helt fantastisk, og at det ville blive en oplevelse for livet. Nerverne blev med det samme mindre, og vi møvede os hen til åbningen og svang benene ud af flyveren. Nu sad jeg og stirede direkte ned på puf-skyerne tre km under os og på jorden fire km nede. Det var fedt at opleve, at jeg kunne bevare roen i denne situation. Instruktøren bøjede blidt mit hoved bagover og wuush – så svævede vi frit i luften. De første sekunder kunne jeg skiftevis se flyveren oppe over mig og jorden under mig, men hurtigt fik vi fundet en stabil position i luften, og nu fløj vi – frie som fugle. Det var anderledes end jeg havde forestillet mig. Jeg havde troet, at det ville føles som at køre i rutchebane. At det ville kilde voldsomt i maven og måske være ubehageligt, men oplevelsen var en helt anden. Lynhurtigt vænnede kroppen sig til tilstanden, og det var en ultimativ frihedsfornemmelse og lykkefølelse. Jeg kunne se skyerne under mig, og i et øjeblik var jeg Peter Pan, der fløj over London med puf-agtige skyer under os. Det var magisk. Det føltes som at ligge blidt på en pude af vind og med hele verden under mig. Det var fantastisk. Med en fart på 210 km i timen, styrtede vi mod jorden, og den dominerende følelse var LYKKE. Efter 50 sekunder gav instruktøren tegn til, at han ville udløse faldskærmen. Han støttede igen mit hoved og trak i snoren, og farten stoppede som var en usynlig håndbremse blevet trukket. Nu blev alt stille, og vi svævede som ørne båret af vinden, og det var et sanseorgie. Vi dalede frit svævende i luften mellem store hvide vattotter, og det var en hel unik og enestående visuel oplevelse.

Nu var jorden kommet tæt på, og vi gjorde klar til landing. Vi havde øvet på det man kalder en siddende landing, og ja – det er præcis som det lyder, en landing hvor vi lander på rumpen med benene fremad og rutcher hen ad græsplænen. Det lyder måske lidt voldsomt, men faktisk gik det helt glidende, og så havde vi igen fast grund under rumpen. Alle familiemedlemmerne kom os i møde, og de hujede og jublede, mens de filmede og tog billeder. Jeg kunne kun smile det allerstørste drengesmil, for det var simpelthen en fantastisk oplevelse. Jeg kom på benene og oplevede nu den voldsomme mængde adrenalin, der var i kroppen. Jeg kunne simpelthen ikke kontrollere mine knæ. De rystede voldsomt, og var som gummi. Det så ret komisk ud, og noget vi alle kunne grine af sammen. Cirka tyve sekunder senere, gjorde min far klar til landing. Han landede perfekt på benene, og hans smil var lige så stort som mit. Han lignede en lille dreng, der havde fået sin første blå cykel med båthorn, ringklokke i krom og tyve gear på tandhjulet. Der blev taget billeder, og alle var helt oppe at køre over vores spring. Vejret var fantastisk, stemningen i top, og vi havde sprunget i faldskærm fra fire kilometers højde. Livet ER fedt!

Og nu til pointen med min historie. Som jeg startede med at fortælle, havde jeg et helt klart formål med at springe ud i dette faldskærmsprojekt. Jeg var gået i stå, og havde brug for at vise mig selv, at jeg kan skabe lige præcis det liv jeg ønsker mig, hvis jeg blot tror på, at det kun er mig selv der kan skabe det. Hvis du er gået i stå i livet, og synes det hele ser håbløst ud, så søg ikke efter svarene i din omverden. Svarene findes inde i dig selv. Du har styrken til at forandre dig, og du kan blive inspireret og lade dig motivere af ting ude fra, men du skal beslutte dig i hjertet for, at ville videre. Jeg var faldet i et dybt hul, jeg så ikke ret meget lys forude, men jeg tog springet fra at være håbløst offer, til at være skaber af mit eget liv. Jeg fandt mig selv, og det er jeg taknemmelig og lykkelig for. Jeg kan skabe mit liv, og jeg bestemmer, hvordan jeg vil se på min verden. Jeg ser på den med nysgerrighed og glæde. Jeg ser muligheder hvor jeg før så begrænsninger. Ja – jeg blev dømt blind… OG HVA’ SÅ… Det kan godt være, at mørke venter forude, men i mørket vil jeg altid se lyset, for jeg har bestemt, at det er sådan jeg vil se verden.

Læs artiklerne i JydskeVestkysten om mit spring:

“Næsten blind mand springer i faldskaerm for velgørenhed”

“Se videoen: Næsten blind mand springer i faldskærm for velgørenhed”

 

 

Scroll til toppen

Få besked når der er nyt

Oplys dit navn og email og hold dig opdateret når der sker nyt på bloggen

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.