Hvor hurtigt man kan glemme sig selv!

Tilbage på jobbet efter en dejlig juleferie med afslapning og familiehygge, efter at have spist alt for meget chokolade og småkager og fået alt for lidt frisk luft og udeliv, genoptog jeg i dag at tilbagelægge turen mellem Kolding og Almind til bens. Syv kilometer der i løbet af efteråret var blevet en ny god vane.

Men den mørke tid og det ustadige vejr havde langsomt fået stukket en kæp i hjulet på den nye vane, og det til min store ærgelse. Men at være mørkeblind og at gå turen på landet mellem Kolding og Almind i total mørke, er ikke just sjovt, hvis man beslutter sig for, at det IKKE er sjovt! Jeg var stoppet med at gå turen, men i dag besluttede jeg mig for, at det skulle være løgn!

Og hvor var det skønt at komme i gang igen. Jeg sagde til mig selv “ Morten – du elsker den gåtur! Hvorfor lade dig stoppe af lidt mørke, når du har en god lygte og har evnen til at overvinde alle situationer?”. Så da bussen landede i Kolding, efter første arbejdsdag i det nye år, besluttede jeg mig for at bruge det nye år som påskud til at komme i gang igen. Og dermed kunne jeg genoptage lydbøgerne, som også var kommet til at ligge tavse på telefonen.

Jeg valgte at genlytte en af de mest inspirerende bøger jeg nogensinde har læst – nemlig Eckhart Tolle’s NUETS KRAFT, og mens jeg vandrede ude på heden i tusmørket, gik noget pludseligt op for mig. På bare en måned var jeg begyndt at glemme den vigtigste indsigt jeg nogensinde har fået i mit liv: Vigtigheden i at leve i nuet og nyde lige nu!

Den sidste måned har jeg tænkt så meget over min fremtid, mit fremtidige arbejdsliv, og jeg har skrevet på min bog og tænkt store tanker om mit foredragsprojekt, at jeg har glemt at nyde NU. Jeg har opholdt mig det meste af tiden i en potentiel fremtid. Mine tanker var taget en tur ud i fremtiden, og der var ingen til at tage sig af mig i NUET. Dét gik op for mig derude på heden, og med den opdagelse gik det også op for mig, at jeg på bare en måned var på vej tilbage til mitgamle “jeg” styret af travlhed og selvpåtaget stress!

ALDRIG igen! Jeg blev så glad for min opdagelse, at jeg begyndte at tralle og juble. Længe leve busture og tid til indre stilhed. Nu er jeg tilbage på rette kurs, og der er igen nogen “hjemme” til at tage sig af nuet. Nemlig MIG 🙂