I august måned 2017 tog jeg for alvor fat på mit projekt “udfordre begrænsninger”. Det var gået op for mig, at jeg de sidste 14 år havde levet mit liv i skyggen af en øjensygdom, der langsomt frarøver mig synet. Nedturen kom langsomt snigende henover årene, og kulminerede i december 2016, hvor jeg simpelthen gav op. Alt kunne være lige meget. Tag mit job. Tag min bil. Tag mit liv. Jeg var færdig. Jeg kunne ikke falde dybere. Og der i dybet fik jeg pludselig et glimt af noget nyt. Jeg så pludselig et andet liv for mig.
“Et liv hvor jeg ikke længere bekymrer mig om at miste synet. Et liv hvor jeg tager chancer og leger med de muligheder der byder sig. Et liv i frihed”.
Det glimt af en anden fremtid, end den jeg var på vej ud i, var dét der skulle til, for at vriste mig løs af håbløshedens iskolde greb. Jeg var inspireret af muligheden for at leve et andet liv, end det jeg havde levet de sidste 14 år, siden overlægen sagde “du kommer til at miste dit syn Morten”. Ikke så meget et nyt liv på det ydre plan, men på det indre.
Jeg besluttede mig for, at jeg i mit nye liv ville se muligheder, hvor jeg før så begrænsninger. Jeg startede et intenst selvstudie i psykologi, filosofi, neurologi, meditation og – ja næsten alt hvad jeg kunne komme i nærheden af, som kunne bringe mig videre. Og selvom jeg naturligvis ikke forstod alt det jeg absorberede, forstod jeg nok til at komme videre. De to vigtigste ting jeg lærte var:
1. Hvad jeg tænker og fokuserer på, bliver jeg, og hvis jeg tænker og fokuserer på alle de ting jeg ikke kan, og fortæller mig selv, at jeg er begrænset af min øjensygdom – ja så er det dét jeg bliver!
2. Underbevidstheden styrer vores liv! Hvis jeg ikke lærer mig selv at bringe nok bevidsthed ind i hverdagen, så bliver jeg ved med at være mit gamle JEG.
Således inspireret af en indre ild – en stærk intension og beslutning om forandring, gav jeg mig selv fire udfordringer, der skulle føre mig fra håbløshedsvej og ind på mulighedsvej. Den historie fortæller jeg i mit foredrag “DØMT BLIND – OG HVA SÅ”. At holde foredrag om denne rejse var udfordring nummer fire, og udfordringen fortsætter.
Vi er hvad vi fortæller os selv vi er, og vi er den historie vi fortæller os selv og andre – om os selv. Ændre historien og du ændrer livet. Jeg opdagede, at de eneste begrænsninger jeg har, er dem jeg selv skaber i sindet. Jeg blev dømt blind – og hva’ så! Der skulle blindhed til, før jeg blev i stand til at se!