”man-kan-da-ikke-sidde-og-glo-på-blade-og-lave-ingenting-LIVET”

17. marts 2018

Efter jeg har været nødt til at stoppe med at køre bil, har jeg opdaget, at der findes et nyt liv uden for ”jeg-kan-køre-præcis-hen-hvor-jeg-gerne-vil-når-jeg-vil-i-rasende-fart-uden-at-spilde-tid-LIVET”. Eller man kan kalde det ”man-kan-da-ikke-sidde-og-glo-på-blade-og-lave-ingenting-LIVET”.

I starten var det nye liv et møg-liv! Alt gik for langsomt og min krop var slet ikke parat til al den tid der fulgte med ”man-kan-da-ikke-sidde-og-glo-på-blade-og-lave-ingenting-livet”. Dette skyldtes nok ikke kun, at jeg ikke længere kunne køre bil, men at miste evnen til forsvarligt at kunne køre bil, var ligesom blevet symbolet på, hvor jeg nu var i livet.

Jeg var nu for alvor havnet i ”handicap-LIVET”, og Jeg var ikke længere fri og uafhængig. Jeg var ikke længere ”mig-selv”. Jeg var ét skridt nærmere den fremtid, jeg havde forsøgt at undvige i så mange år. En fremtid med et syn der langsomt forsvinder.

Dette er et eksempel på, hvordan vores indre tilstand påvirker vores ydre tilstand. Dette nye liv, der før var et møg-liv, er nu et skønt liv, og jeg ser det nu endnu klarere, end jeg nogensinde før har set det. Altså livet.

Lige for lidt siden på vores terrasse, dannede den iskolde forårsluft små turbulenser i luften, der på magisk vis sendte de henfaldende bøgeblade op i legende, dansende spiraler. Det var fantastisk at sidde og se på, og pludselig gik det op for mig, at jeg havde siddet og ladet mig underholde af denne: ”naturens ballet” i tre kvarter uden at tænke over tiden. Hvad skete der med tiden?

Tiden fik i en stund lov til at være tid, og jeg fik lov at være mig – UDEN tid. I tre kvarter var jeg tilstede, og selvom Mette nok vil synes, at jeg kunne have brugt denne tid på at tømme skuret eller støvsuge (det er gas Mette J), så kan jeg kun anbefale alle, at sidde og glo på blade der danser på terrassen.

Denne oplevelse minder mig om en ting, som jeg er kommet til at forstå nu. Vi glemmer ofte at stoppe op og kigge på ingenting, tænke ingenting og gøre ingenting. Altid er der noget der skal gøres.

Jeg har måske nok mistet en frihed, jeg før tog for givet, men jeg har fået noget i bytte, som jeg ikke vidste jeg manglede. Nemlig evnen til at være stille og se livet – lige nu, i stedet for altid at ræse forbi det. Det er en gave, og den gave gør mig i stand til at føle mig taknemmelig. Taknemmelig for stadig at kunne se forårsballetten på terrassen. Taknemmelig for det skønne liv jeg har og de skønne mennesker i det.

 

Scroll til toppen

Få besked når der er nyt

Oplys dit navn og email og hold dig opdateret når der sker nyt på bloggen

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.