Så er der tre dage til jeg skal holde mit meget personlige foredrag foran en offentlig forsamling i Almind forsamlingshus. Det er ikke nyt for mig at holde foredrag, og jeg har holdt det for grupper af mennesker, hvor jeg ikke kendte en sjæl blandt publikum, men denne gang vil det være for familie, venner, naboer, bekendte og ukendte. Puhh… Hvad vil de tænke? Vil det blive underligt? Vil folk synes det er for meget? Vil de kede sig? Vil de synes jeg er dårlig? Vil de blive begejstret? Vil de blive inspireret?
Alle disse spørgsmål er skabt af sindet baseret på en oplevet fortid. Og læg mærke til, at de er overvejende negative, for videnskabsfolk har opdaget, at langt de fleste tanker vi mennesker tænker, er negative og baseret på frygt. Frygt for ikke at være god nok eller ikke at slå til. Nogle af Jer fyre der læser dette opslag vil måske sige, “frygt… ikke hos mig!”, og mange af Jer piger der læser dette vil sige, “hmmmm der er måske noget om snakken”. Sådan er det! 😊 Det er ubevidste programmer programmeret ind i et ubevidst sind. Og programmøren er det liv vi har levet i den kultur vi er vokset op i.
Når jeg på onsdag står på scenen, vil jeg være helt afklaret og have fundet ud af, at tøjle de stemmer der siger “Men Morten… tror du de gider høre dig”, for det har jeg opdaget, at man kan. Man skal bare først opdage, at stemmerne er der, og at de ubevidst styrer størstedelen af vores handlinger gennem livet forklædt som ubevidste tanker. Når man endelig kan sige “ahhhh jeg opdagede, at tankerne er en illusion”, så er du blevet observatøren over sindet, og så er du klar til at bryde den barriere, der er dig selv.
Nu er min negative stemme stille igen, og stemmen der siger “kom så Morten – DU KAN” lyder højt i mit indre øre. Jeg glæder mig vildt til på onsdag, og jeg ved vi får en fantastisk, inspirerende og energifyldt aften med plads til eftertanke, forundring, grin, kaffe og kage. Håber vi ses.