De små magiske øjeblikke

Ha ha ha ha ha ha ha ha ha! Sådan lød det i nat i vores soveværelse. Og nej det var ikke Mette, der grinte af størrelsen på kronjuvelerne. Nej der udspillede sig et mindre drama. Og nu tænker du måske, ”hvad har Deres soveværelses-eskapader med mig at gøre”, og det skal jeg nok komme tilbage til. Det er en understregning af en af de pointer jeg taler om i mit foredrag Dømt blind – hva’ så?

Se – inden jeg løfter dynen for nattens drama, vil jeg lige varme op til det. I mit foredrag, som i virkeligheden er en historie – MIN historie, fortæller jeg om, hvordan jeg opdagede, at jeg levede mit liv på Håbløshedsgade, og hvordan en beslutning tog mig til Mulighedsvej. Bag hvert ord i historien er der en langt dybere betydning, som jeg umuligt kan nå at dele på den time eller to, som jeg har til rådighed. Men jeg kan her på min blog gå lidt dybere ned under ordene.

Jeg fortæller i foredraget, at vi skal nyde de små øjeblikke i hverdagen. De små mirakler. Jeg beskriver, hvordan små mirakler som dansende blade i vinden, at spise en bolle med 100% nærvær er en genopdagelse af det fantastiske liv. Jeg fortæller, at TAKNEMMELIGHED er følelsen der kan tage os videre på rejsen mod Mulighedsvej. Hvad mener jeg med det?

I nat havde Mette og jeg et af de små mirakeløjeblikke – i dobbeltsengen. Og inden fantasien løber af med dig på godt og ondt, skal jeg skynde mig at sige, at dette øjeblik ikke er, som du lige nu måske sidder og tænker.

Midt i det stille mørke bliver den helende ro afbrudt af en røst, jeg sjældent har hørt. Det er en kvinde, der gjalder sit højeste C. Det lyder som når Sarah Brightman i operaen ”Phantom of the opera” udtrykker sin dybeste fortvivlelse og desperation i et langt og inderligt skrål. Jeg vågner naturligvis ved lyden, men ligger blot stille et øjeblik, mens min bevidsthed langsomt glider fra sovende til vågen. Lyden gentager sig. Et langt og inderligt klages-skrål med perfekte fraseringer og en vibrato, der vil få enhver håbefuld deltager ved årets ”Danmark har talent” til at skifte glød til rød misundelse.

Det går stille og roligt op for mig, at det er Mette, der skråler i søvne. Midt i hendes skrål, skubber jeg blidt til hende, for at vise hende udvejen fra den tragiske drøm, der lige nu holder hende fanget i et stramt greb. Hun vågner og begynder halvt at grine og græde. (Hun er vist stadig ikke helt vågen). Jeg er nu ved bevidsthed, men ret forvirret over, hvad der foregår, og midt i forvirringen begynder Mette at plapre løs. ”Vi var fanget og nogen havde lammet mig med elektricitet, og mens jeg lå der og var lam, ville jeg advare Randi om, at hun skulle komme væk, men da jeg ikke kunne bevæge mig, måtte jeg skråle”. Pludselig bryder vi begge ud i latter. Vi sprutter af grin, og du skal huske på, at dette er midt om natten – ganske få sekunder efter vi begge lå i stille og rolig (okay måske ikke Mette) søvn.

Vi grinte og grinte, og Mette kunne fortælle, at hun var på rejse med sin veninde, og at de var kommet i knibe. Altså – nu er jeg ikke drømmetyder, og kan ikke oversætte drømmen, så hvad drømmen mon kunne betyde, skal jeg ikke kloge mig i, men noget andet kunne jeg se. Jeg kunne se et af livet små mirakel-øjeblikke. Et skønt øjeblik, som Mette og jeg skreg af grin over igen om morgenen, da vi slog øjnene op.

Disse øjeblikke er dyrebare, og når jeg snakker om, at livet handler om at opdage de små mirakler, er dette endnu et eksempel. Jeg er taknemmelig for disse livets mirakler, og når jeg er bevidst om at opdage og skatte disse oplevelser, virker fremtiden som blind ikke så forfærdelig og truende, for jeg ved, at livet gemmer på så meget guld, og at livet med Mette er en gave.

Tak for dig Mette.