Den indre kritiker

24. februar 2018

I mit foredrag og bog DØMT BLIND – HVA SÅ, taler og skriver jeg om vores indre kritiker. Den indre stemme, som tit og ofte synes at sætte en stopper for de ambitioner og ønsker, vi har for os selv og vores liv. Vi får en dag en tanke: “Jeg vil være foredragsholder ved siden af mit LEGO job, og inspirere mennesker til at se deres potentiale og værd”. Det er en vision, og den kan mærkes helt ind i hjertet, og vi bliver opløftet af tanken, men da dette er noget vi aldrig har prøvet før, aner vi ikke hvordan vi skal føre denne tanke ud i livet. Gøre det virkeligt..

Og så kommer den indre kritiker på banen. Stemmen repræsenterer det menneske vi er blevet gennem mange års øvelse og repetition, og den kan ikke forholde sig til sådan en luftig tanke. Den vil have en plan. Den vil kunne se hele processen foran sig, så den kan være sikker på, at vi ikke fejler eller gør noget dumt.

Tanken siger først: “Lad os blive foredragsholder – lad os springe ud i det og inspirere mennesker”. Det er en følelse og vi har den 24 timer i døgnet. Følelsen er et glimt ind i fremtiden. Tænk hvis vi faktisk lyttede til den, og udlevede den vision der viser sig for vores indre blik.

Men den indre kritiker er bekymret, og den finder på alle mulige latterlige grunde til, hvorfor vi IKKE skulle blive foredragsholdere i fritiden. “Ja ja det er en god ide, men det er megasvært, og du bliver bare til grin. Ingen vil lytte på dit latterlige synshalløjs-tuderi, og det ender bare galt – tro mig”. “Du skal være komiker eller karismatisk for at kunne gøre det, og du er ingen af delene”. BUM – skak mat!

I tirsdags havde jeg fornøjelsen af at holde mit foredrag “DØMT BLIND – OG HVA SÅ” første gang for et offentligt publikum, og selvom det gik rigtigt fint og folk virkede oprigtigt inspirerede, sad jeg alligevel på bagsædet på vej hjem fra Odense, og lyttede til den indre kritiker. “Hmmm det kunne du godt have gjort bedre!”. “Du talte for langsomt”. “Du er nødt til at skrive det hele om, for folk kedede sig “. Jo længere tid jeg lod stemmen tale, jo mere begyndte jeg at tro på den, så hele onsdag og torsdag gik jeg og surmulede over min “fiasko”. Jeg tænkte over hvordan jeg kunne lave det hele om, og om jeg skulle fortælle flere jokes, og jeg tænkte også på, om jeg bare skulle droppe det hele. “Det er latterligt det her. Du bliver aldrig en god foredragsholder – DROP DET”.

HELDIGVIS skete der det, som der ofte sker, når man tør stole på, at der nogle gange foregår mere mellem himmel og jord, end man lige kan se. Universets energi? Skæbnen? En person kontaktede mig, og ville drøfte en ide om, hvordan vi kunne arbejde videre sammen på mit budskab – et budskab som jeg åbenbart deler med personen. Efter en time i telefonen, havde jeg vendt hele situationen på hovedet – i mit hoved.

Tirsdagen var mit første offentlige foredrag, og jeg havde gjort dét, som jeg satte mig for at gøre for cirka et halvt år siden: At tale offentligt om min synsudfordring, og om hvordan vi alle kan leve de liv vi ønsker at leve, hvis vi vælger at se de muligheder der byder sig frem for de begrænsninger vi møder. DET ER DA MEGA SEJT MORTEN!! Det glemte jeg at sige til mig selv lige efter debuten.

Autopiloten sejrede igen igen. Endnu en gang lod jeg den indre kritiker tage kontrollen, men jeg fik igen overtaget.

Vi er alle enestående skabninger, der alle kan udrette fantastiske ting, hvis vi tør lytte til den indre stemme, der første gang hvisker din nye vision eller ambition i dit indre øre. Hvis vi tør lytte til den første gang, og formår at berolige den indre kritiker, der hele tiden forsøger at holde dig væk fra farer og det ukendte – ja – så er der i virkeligheden ingen grænser for, hvad vi kan udrette.

Jeg er i hvert fald tilbage på sporet igen efter nogle tænksomme dage, og jeg glæder mig over, at jeg endnu engang lader lyset vinde over mørket. Jeg har lært en masse af min første offentlige optræden, og det vil jeg bruge til at gøre mit foredrag skarpere og mere relevant – på den måde JEG synes det skal være skarpere og relevant.