Har du nogensinde oplevet, at du håbede det bedste, men forventede det værste? Og det der så faktisk skete, var det værste?
Måske du ikke har tænkt over det, men vores underbevidste sind søger og leder efter dét, som vi bevidst eller ubevidst fokuserer på. Det vil sige, at hvis du en dag tænker, “jeg kunne tænke mig en sort Audi”, så vil du opleve, at gadebilledet pludselig er fyldt med sorte Audi’er.
Der er intet mystisk eller magisk ved det. Vores bevidste sind er som en laserstråle, der kan fokusere skarpt på få ting ad gangen, mens vores underbevidste sind har øje på alt på en gang, og kun viser os dét, som det bevidste sind ønsker at fokusere på. Bevidst eller ubevidst. Hvis vi ikke havde den begrænser på vores indtag af informationer, så ville vi ganske enkelt brænde sammen.
Men bruger du din laserstråle – dit bevidste sind – til din fordel? Hvad fokuserer du på?
I årevis forestillede jeg mig sjove og heroiske historier om heltene i LEGO City, og jeg var vidne til igen og igen, hvordan hele verdener, jeg skabte i mit sind via min forestillingsevne, blev til virkelighed på skærmen. Jeg var så fokuseret på disse universer, at jeg ofte glemte alt andet. Desværre også familie og venner omkring mig. Heldigvis har jeg en familie, der bar over med det.
Men en dag tænkte jeg, ”kan jeg bruge mit laserfokus i mit eget liv?”
Kan jeg forestille mig en fremtid, hvor jeg lærer folk at bruge deres forestillingsevne til at visualisere det liv, de gerne vil leve, og derefter hjælpe dem med at gå mod den fremtid? Mulighedsvej!
Jeg har skabt en meditation, der hjælper dig med at gøre netop det. Den hedder
og du kan lytte den helt gratis her. Men læs lige videre først.
Den har evnen til at forme din virkelighed, og gennem meditationen kan du udnytte din forestillingsevne (laserfokus) til at skabe din fremtid.
Det lyder lidt som hokus pokus, ikke? Men det er det virkelig ikke, og jeg besluttede at teste det og bevise det overfor mig selv. Jeg besluttede at træne min laser til at stille skarpt på en eneste ting: TEDx.
Jeg kom på ideen at blive en TEDx speaker. Jeg skabte en meditation, der gentog det faktum, at jeg allerede havde stået på TEDx scenen, og jeg repeterede igen og igen via meditation, hvordan det ville føles at stå på den scene, lugten i auditoriet, lydene, atmosfæren, gulvet, trappen, publikum og hvordan jeg ville føle, når jeg havde holdt talen, og modtog en stående ovation.
Jeg forestillede mig alle detaljer ved at være en TEDx speaker.
Et halvt år senere blev jeg udvalgt til at være en af de få, der hvert år bliver inviteret til at give en TEDx tale, og den måde jeg blev valgt på, er så underlig, at jeg ikke har modet til at dele det i dette indlæg.
Din fantasi er ikke bare en samling flygtige tanker og luner. Den har magten til at forme dine overbevisninger, følelser og handlinger. Når du forestiller dig noget med klarhed og levende detaljer, programmerer du din underbevidsthed, og du vil ofte få følelsen af, at det du i meditationen forestiller dig, allerede er en del af din virkelighed.
Derfor er det vigtigt at bruge din fantasi til at visualisere og forestille dig den fremtid, du gerne vil opleve, frem for den fremtid, du ikke ønsker at opleve. Men vi gør ofte det, at vi forestiller os de værste scenarier frem for de bedste. Vi bliver det, vi tænker og fokuserer på!
Meditation giver os et værktøj til at fokusere og koncentrere vores fokus (laserstrålen) og fantasi. Ved at lære at skabe ro i indre kaos, at kunne slappe af og berolige kroppen (mindfulness) og udelukkende fokusere på den fremtid, vi forestiller os, så udnytter vi det grænseløse potentiale som vores forestillingsevne indeholder, og vi bringer den fremtid vi forestiller os tættere på os.
At visualisere din fremtid med levende detaljer og positive følelser er som at plante et frø i din fantasis’ frugtbare jord. Gennem konsekvent fokus og opmærksomhed vil dette frø blomstre og vokse til virkelighed. Du bliver det, du tænker og fokuserer på.
Ved igen og igen at visualisere din fremtid begynder du at handle og opføre dig, som om den allerede er en realitet. Det vil tiltrække mennesker, situationer og begivenheder, der stemmer overens med din vision, for din underbevidsthed viser dig det, som du med din bevidsthed har besluttet at fokusere på.
Ved konstant at meditere over din ønskede fremtid og visualisere den med klarhed og følelser, træner du dit underbevidste sind til at arbejde hen imod at bringe denne fremtid ind i din virkelighed. Der er virkelig ingen hokus pokus i dette. Det er bare sådan sindet fungerer, og desværre har ingen lært os dette, da vi var børn, og ofte har vi i stedet lært at gentage tanker som, ”jeg er ikke god nok, det kan jeg nok ikke, tro ikke du er noget, du skulle skamme dig”. Du bliver hvad du tænker og fokuserer på!
Fantasiens kraft er intet mindre end en superkraft. Gennem meditationspraksis kan du udnytte denne kraft og skabe det du bevidst visualiserer.
Så start i dag og tænk over, hvad du gerne vil gå i mod. Forestil dig den fremtid. Lad din fantasi tage dig på en rejse, og se, hvordan din fremtid udfolder sig på måder, du aldrig troede var mulige.
Med repetition og fokus kan du træne dit underbevidste sind til at arbejde hen imod det, du forestiller dig. Så vær konsekvent, vær tålmodig og oplev, hvordan dine forestillinger bliver til virkelighed.
Lyt til Visdommens Bog hver dag i mindst to måneder. Du vil langsomt begynde at tro på – på et dybt underbevidst plan – at du kan skabe det, du forestiller dig.
Giv det et forsøg – hvad har du at tabe?